Velkommen til!
Hos PKR Nørrebro kan du få et gratis og anonymt samtaleforløb på op til seks samtaler, enten individuelt eller sammen med din partner. PKR Nørrebro er et tilbud til dig over 18 år, som oplever, at hverdagen kan være hård at komme igennem, som har konflikter eller usikkerheder i dit parforhold, eller som har andre problemer i livet, du gerne vil tale om i en tryg ramme. Samtaleforløbene drives af frivillige psykologer og psykologistuderende på den sidste del af deres uddannelse. Samtalerne foregår i en systemisk/narrativ ramme, og det betyder, at vi tager udgangspunkt i:
DIG
Vi tror på, at eksperten på dit eget liv er dig. I samtalerne forsøger vi sammen med dig at tale os frem til, hvad det er, du kan, vil og sætter pris på i livet, så du kan leve i bedre overensstemmelse med det.
DIN SITUATION
Samtalerne tager udgangspunkt i din konkrete situation og hverdag. Vi taler om de problemer, du oplever, så vi får forståelse for, hvordan de påvirker dit liv, og så du bedre kan håndtere dem.
DINE FORTÆLLINGER
I samtalerne sigter vi mod at få forskellige historier om din tilværelse og de problemer, du oplever. Vi tror på, at jo flere fortællinger vi mennesker har om os selv, desto bedre kan vi klare os igennem livet.