Sølvstein, B. (okt. 2011). Samtaler om stress

Narrativt Forum PKR Nørrebro, oktober 2011.

Af cand.psych. Birgitte Sølvstein

Abstract

Artiklen er en casebeskrivelse af et samtaleforløb med ”stress” som central problematik og dermed et bud på, hvordan der i narrativ praksis kan arbejdes med stress. To centrale processer i samtaleforløbet er udvalgt; først en udforskning af landskabet af fysiske fornemmelser og hvordan dette kan bruges som en gen-medlemsgørelse af kroppen og dernæst vigtigheden af at arbejde med en kontekstualisering frem for individualisering af stress samt betydningen af den nuancerede eksternalisering i forbindelse hermed.

Den klassiske stressproblematik

Inden Ole trådte ind ad døren til vores første samtale, tænkte jeg, at her var nok tale om en klassisk stressproblematik. På papiret kunne jeg se, at Ole led af søvnløshed, mangel på energi, problemer med hukommelse og koncentration samt adskillige fysiske symptomer efter flere års arbejdsmæssig overbelastning, som for 8 uger siden havde kulmineret i en sygemelding. Ole blev efter få ugers sygdom fyret fra sin stilling som personaleleder i en mellemstor privat virksomhed pga. sygefraværet. Ole var 49, oprindeligt fra provinsen og havde arbejdet sig op gennem organisationen til den stilling, han havde haft. Nu var han i tvivl om, hvad han kunne præstere arbejdsmæssigt, og om han skulle sadle om til et mindre krævende job.

”Jo, helt klart et klassisk tilfælde, af stress”, tænkte jeg. Og det har jeg så ofte tænkt, inden jeg skulle tale med mennesker med lignende symptomer i samme situation. Og glemmer åbenbart hver gang, at jeg stadig har til gode at se det ”klassiske” tilfælde af stress. Det er som om, stress altid forvandler sig til noget andet, når vi begynder at tale om det. Som ”diagnoser” så ofte gør i det hele taget. Denne artikel handler om, hvad stress forvandlede sig til i samtalerne med Ole. Artiklen skal således ses både som et vidnesbyrd om samtalerne – en slags bevidning i artikelform, om man vil – men også som en inspiration til, hvordan man kan arbejde med stressproblematikker ud fra et narrativt perspektiv, da jeg ikke selv har kunnet finde meget på skrift om lige netop dette område. Casebeskrivelsen er anonymiseret og godkendt til udgivelse af klienten.

Det har været en udfordring at skrive denne artikel om, hvilke tiltag jeg har oplevet som effektfulde i samtalerne, når jeg på samme tid har været interesseret i at decentrere min egen praksis så meget som muligt og fokusere på selve de hjælpsomme processer, som Ole i høj grad selv har medvirket til at igangsætte. Som så mange andre mulige emner, der måtte sorteres fra i skriveprocessen, må jeg også nøjes med kort at nævne, at jeg er meget inspireret af Amanda Redstones overvejelser omkring, hvordan man evaluerer, hvad der virker i terapi med respekt for klientens perspektiv og bidrag hertil.[1]

Udforskning af landskabet af fysiske fornemmelser

Noget af det, der ofte optræder i forbindelse med stress, er fysiske symptomer så som hjertebanken, svimmelhed og muskelspændinger. Et af Oles mest fremtrædende symptomer var en voldsom hovedpine, som han oplevede som det, der gjorde ham ude af stand til at arbejde. Ole havde dog først meldt sig syg, da lægen gentagne gange havde anbefalet ham at sygemelde sig, da lægen opfattede hovedpinen som et symptom på overbelastning. Ole havde indtil videre mest set hovedpinen som et irritationsmoment, og var meget frustreret over dens tilstedeværelse.

Én måde at anskue Oles hovedpine på er at se den som kroppens reaktion på overbelastning. Og som sådan vil symptomet med tiden forsvinde, når stressbelastningen forsvinder, og kroppen genfinder sit overskud. Og måder at tale om dette kunne være gode råd til at hjælpe kroppen til at restituere og komme i balance. Ofte ville det være i form at det, nogle har kaldt ”den hellige treenighed” indenfor stressbehandling: motion, sund kost og afslapning. Ole kendte dog godt til principperne bag en sund livsstil og praktiserede disse til daglig og var derfor også relativt hurtigt blevet hovedpinen kvit efter sygemeldingen.

En anden opfattelse af fysiske symptomer er at se dem som kroppens intentionelle handlinger, som de kommer til udtryk i ”landskabet af fysiske fornemmelser”. Med afsæt i dette kan der arbejdes på at gen-medlemsgøre kroppen ved at spørge ind til kroppens fysiske fornemmelser som et landskab, der kan udforskes på lige fod med andre landskaber af handlinger. Denne idé stammer fra Sarah Walther[2] og kan udforskes med spørgsmål som ”Hvad gjorde din krop?”, ”Hvad følte du i din krop?”, ”Hvad ville du kalde det, din krop gjorde?”. Hensigten er at gen-medlemsgøre kroppen og dermed revurdere kroppens plads som medlem i Oles ”livsklub”[3]. På denne måde anerkendes kroppens stemme og den måde, kroppen taler og handler på, som et værdifuldt og brugbart bidrag til Oles liv. Ved at gå fra spørgsmål om kroppens handlinger til spørgsmål som ”Hvis din krop kunne tale, hvad ville den sige?”, ”Er der noget særligt, din krop har øje for, når den…? ” eller ”Hvad håbede din krop for dig?” kom Oles relation til kroppens handlinger i fokus, og det blev muligt at sammenholde dette landskab med identitetslandskabet. Herfra kunne det undersøges, hvordan Ole handlede på de fysiske fornemmelser ved at stille spørgsmål som ”Hvad gjorde du, da din krop…?”, ”Hvorfor var det vigtigt for dig at gøre det?” eller ”Hvordan ville du gerne respondere på det, din krop gjorde?”. Disse spørgsmål ledte hen mod en bevidst stillingtagen til, hvordan Ole ud fra sin foretrukne identitet kunne handle på det, kroppen gjorde.

Gennem nogle af disse spørgsmål fandt Ole frem til, at hovedpinen langt fra var den eneste måde, hans krop havde kommunikeret på. Ofte var der tale om en serie af fysiske fornemmelser, der til sidst resulterede i hovedpine. Og indledningsvist var der ofte tale om mikroskopisk små og subtile fysiske fornemmelser som en kort susen i maven eller en fornemmelse af spænding over skuldrene. Det gik op for Ole, at det i begyndelsen ofte var i samvær med én særlig overordnet, disse små fysiske fornemmelser optrådte, og Ole fandt frem til, at det kroppen gjorde i disse situationer var et forsøg på at advare, da denne overordnede viste sig at være ubehagelig og uden øjensynlig grund, kunne blive meget vred og i affekt tage forskellige beføjelser fra sine medarbejdere. Ole huskede også, at kroppen havde haft øje for dette og forsøgt at advare ham om det, længe inden Ole selv erfarede det. Som regel forsøgte Ole at ignorere kroppens handlinger så vidt muligt, da det var vigtigt for ham at udføre sit arbejde tilfredsstillende. Ole havde gennem sit arbejdsliv været vant til at arbejde 50-60 timer om ugen og havde primært opfattet hovedpinen som en fjende, der forhindrede ham i at arbejde tilstrækkeligt længe.

Gennem processen med at tale om kroppens hensigter med de fysiske fornemmelser fik Ole efter eget udsagn en ny respekt for kroppens visdom. Han opdagede, at den ikke var en modstander men en medsammensvoren, når det gjaldt at finde en foretrukken vej i arbejdslivet fremover.

Dynamo-tingen

Fra ét perspektiv kunne det være oplagt at forstå Oles stress som et resultat af for meget arbejde i for lang tid, og at dette havde ført til fysisk og psykisk overbelastning, fordi Ole havde svært ved at sige fra og sætte grænser. Og måske ville man udlede heraf, at det var Oles selvværd, der skulle arbejdes på, så han fremadrettet kunne beskytte sig selv og få en mere optimal ”work-life balance” og dermed undgå stress. Kirsten Bovbjerg har kaldt dette ”det proaktive regime” forstået på den måde, at interventionen rettes mod de dele af personen, der er påvirkelige overfor særlige arbejdsvilkår, og målet er at lære vedkommende at forholde sig proaktivt til disse vilkår og gøre sig selv ”stressfit”, så man ikke fremover belastes.[4]

Ovenstående forståelse af stress og deraf følgende måder at håndtere den på vil være brugbar for mange men kan i nogle tilfælde ses som produktivitetens og effektivitetens forlængede arm og som individualisering frem for kontekstualisering af stress. I Oles tilfælde viste det sig netop, at en kontekstualisering af den opståede stress var helt central for forståelsen af, hvad der gjorde sig gældende. Det viste sig altså særlig betydningsfuldt at udforske det relationelle domæne, som symptomet opstod i på arbejdspladsen.

I arbejdet med at eksternalisere det, der havde været på spil i Oles liv i forbindelse med stressen, kom Ole frem til, at det især var ”dynamotingen”, der havde drevet ham i hans arbejde gennem tiden. Dynamotingen havde altid været der og havde ikke tidligere voldt ham problemer. Tværtimod havde han altid set den som en ven og allieret, når han stod over for arbejdsmæssige og private udfordringer. Dynamotingen var den, der hjalp ham til at tænke klart under pres eller i perioder at nøjes med 4-5 timers søvn, når han havde travlt. Dynamotingen var primært opsat på at skabe gode rammer for Oles medarbejdere, så de kunne trives og på at videreudvikle virksomheden, som producerede et produkt, Ole følte skabte værdi for samfundet.

I samtalerne viste det sig, at eksternaliseringen af dynamotingen var hjælpsom, selvom der ikke var tale om en eksternalisering af noget, som Ole oplevede problematisk eller undertrykkende, som det ifølge Michael White normalt ville være.[5] I samtalerne blev det undersøgt, hvordan Dynamo-tingen havde gjort sig gældende, og det blev til historien om, hvilke værdier, der drev Ole i arbejdslivet og livet generelt, og om hvordan dynamotingen havde hjulpet ham til at trives i sit hidtidige arbejdsliv. Det blev tydeligt undervejs, at der opstod stress i det øjeblik, hvor det, der holdt dynamotingen til ilden, ikke var til stede. Det var f.eks. muligheden for at udfolde og afprøve idéer samt beføjelser til at sørge for, at medarbejdere trivedes. Ole kom selv med det billede, at han så sig selv som en fisk, som for første gang havde oplevet, hvad det ville sige at være skyllet op på stranden, men at han nok ikke tidligere havde været bevidst om, hvor nødvendigt vandet var for ham.

Der var tale om en slags nuanceret eksternalisering af noget, der havde stor betydning i Oles liv, som han identificerede sig med og som knyttede an til nogle af de ting, der var vigtige i hans liv. Og det blev til en anden historie end historien om dårligt selvværd eller om at sige fra. Det var heller ikke en vejledning i, hvor mange timer ”man” normalt skal henholdsvis sove, arbejde og holde fri. Men det blev klart, at Oles evne til i perioder at arbejde meget afhang af tilstedeværelsen af visse faktorer.

Den røde tråd

Det blev til 6 samtaler om stress, som undervejs blev til samtaler om dynamotingen, hvad kroppen var ude på og en lang række andre ting, som ikke er nævnt. Afslutningsvis vil jeg bemærke, at den røde tråd i samtalerne som beskrevet ovenfor selvfølgeligt er konstrueret, idet mange måske lige så vigtige processer er udeladt og enkelte er forstørret. For læsevenlighedens og omfangets skyld. Men lad det være sagt med det samme, at samtalernes natur ofte er fragmentarisk hvis ikke ligefrem kaotisk. Og desuden er det min røde tråd – dvs. hvad jeg som psykolog retrospektivt synes, var vigtige elementer i samtalen. Allerede inden denne artikels tilblivelse og undervejs i samtalerne gjorde jeg mig den overvejelse, om Ole mon overhovedet ville genkende vores samtaleforløb ud fra den beskrivelse, jeg kommer med? Hvis man altså ser bort fra, at de faktuelle oplysninger selvfølgeligt er anonymiserede og derfor ikke genkendelige. For at undersøge det nærmere, udstyrede jeg Ole med en slags ”logbog”, hvor han efter hver samtale skulle gøre mig den tjeneste at skrive ned, hvad han synes, var det vigtigste, vi havde talt om. Og jeg synes, resultatet af denne undersøgelse var ret interessant.

Ole havde ikke skrevet noget ned i logbogen. Han undskyldte, men det var ikke rigtigt blevet til noget. Til gengæld ville han gerne have lov at sige, at det var rart kun at blive stillet spørgsmål om de ting, der betød noget og selv få lov til at formulere svaret. Desuden var det rart ikke at få forklaringer eller gode råd, for dem ville han alligevel ikke have taget til sig.

Som afrunding skal det pointeres, at denne artikel ikke er et forsøg på at afskrive alle former for traditionel stressbehandling. Eller at gode råd aldrig er relevante. Men for mig at se er det vigtigt som fagperson igen og igen at forsøge at sætte mine forudantagelser og ”ekspertviden” i parentes og være nysgerrig på og have respekt for hver enkelt unikke historie.


[1] Redstone, Amanda (2004). Researching people’s experience of narrative therapy: Acknowledging the contribution of the ”client” to what works in counselling conversations. I: The International Journal of Narrative Therapy and Community Work. 2004 No. 2

[2] Walther, Sarah (2011). Scaffolding enquiry from the Landscape of Affect. www.theinstituteofnarrativetherapy.com

[3] White, Michael (2006). Narrativ Praksis. Hans Reitzels Forlag, København

[4] Bovbjerg, Kirsten Marie: Det proaktive menneskes lidelser – Nye patologier i arbejdslivet. I: Brinkmann, Svend (Red.) (2011). Det Diagnosticerede Liv. Sygdom Uden Grænser. Forlaget Klim

[5] White, Michael (2006). Narrativ Praksis. Hans Reitzels Forlag, København

2 Comments

  • birgitte Svar

    hej birgitte. jeg synes det er rigtig interessant det fokus du har på kroppen og det at bruge den som “talerør”. jeg har selv arbejdet meget kropsligt i forbindelse med en lang periode med stress og særligt dit spørgsmål om hvad kroppen ville sige, hvis den kunne tale synes jeg er vigtigt, for det er nogen gange bedre at lytte til kroppen fremfor ens fornuft, der måske ikke altid i forbindelse med stress er pålidelig. når vi lærer at lytte til kroppen, kan vi lærer nogle nye sider at kende ved os selv. jeg har særlig arbejdet med krybdyrhjernen og somatic experience, hvor man går på opdagelse i oplevede fornemmelser, hvor kroppen er i fokus og ikke så mange ord, for nogle gange har vi ikke ord for det vi oplever i kroppen, men hvis vi skal prøve at formulere os om hvad vi oplever i kroppen, bruger vi de formuleringer vi kender og på den måde kan vi risikere at vi får de kropslige oplevelser til at passe ind i vores verbale univers.
    nå, det kan jo blive til en lang historie. det vigtigste for mig er, da jeg læste din artikel er det at blive taget alvorligt. at man ikke bare symptom behandler ex. en hovedpine, men i stedet går på jagt efter årsagerne og retter fokus mod kroppen som en vigtig erfaringskilde. det giver en følelse af at der er muligheder bare vi lytter til signaler for de er ikke ligegyldige, men har et budskab. jo bedre vi bliver til at bruge signalerne, jo mindre voldsomme behøver de at blive. hvis vi ikke lytter til blide signaler, må kroppen tage mere skrappe signaler i brug.
    med kropslig forårshilsen birgitte

  • Birgitte Sølvstein Svar

    Hej Birgitte.
    Tak for den interessante kommentar. Det er også min både personlige og faglige erfaring at kropsorienterede metoder er brugbare i forbindelse med stress. Det glæder mig, at du får en fornemmelse af at blive taget alvorligt og at der er fokus på mere end symptomerne. Det er netop hensigten at se bagom ordet stress og få øje på, hvad der gemmer sig!

    Mange hilsner

    Birgitte Sølvstein

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This blog is kept spam free by WP-SpamFree.