Narrativt Forum PKR Nørrebro, september 2011.
Af Allan Holmgren, DISPUK, adjungeret professor, CBS.
Abstract
Der er seks begreber, som er centrale i narrativ terapi. Det drejer sig om begreberne bekræftelse, begrebsliggørelse, bevidsthedsstrøm, bevidning, bevægelse og begivenheden (de seks be’er).
Indledende bemærkninger
Narrativ terapi er bl.a. blevet beskyldt for at være neo-liberalistisk og individualistisk. Det er vel især folk med en kritisk psykologisk og med en systemisk observans, der har fremført denne kritik. Narrativ terapi er også blevet beskyldt for at være socialistisk, fordi den fokuserer på magt, kultur og fællesskaber og på eksternalisering og bevidning.
Michael White plejede at sige, at narrativ terapi er et svar på moderne magt, det vil sige et svar på alle de forventninger, kulturen (normerne) stiller frem for os i forhold til, hvordan vi skal se ud, hvordan vi skal være, samt hvad vi skal leve op til. Narrativ terapi forsøger at afsløre alle de kulturelle “burder” og stemmer, der prøver på at bilde os ind, hvordan vi burde leve, og hvad vi burde mene.
Michel Foucault blev også beskyldt for alt muligt – fra at være marxist til at være neo-liberalist. Han svarede: “Bedst som I tror, jeg er dér, er jeg her.”
Som jeg kommer nærmere ind på lidt senere, tager narrative terapi altid udgangspunkt i problemer og deres indflydelse på menneskers liv. Den narrative terapeut forsøger at praktisere dobbelt lytning: Hvor der er et problem, er der samtidig intentioner, der ikke bliver realiseret.
Narrativ terapi er interesseret i at udvide antallet af tilgængelige historier, så de foretrukne historier, der levendegør foretrukne erfaringer og gode oplevelser, får en større plads i menneskers liv som en ballast, de kan trække på, når problemerne angriber. Det mest kendte slogan i narrativ terapi er vist: Der er forskel på problem og person. Personen er aldrig problemet. Man er ikke noget. Dette kaldes en anti-essentialistisk tankegang. Mennesket har ingen essens. Eller: Menneskets essens ligger i kulturen. Ole Fogh Kirkeby udtrykker det på denne måde: “Det sprogspil, vi spiller, forudsætter mening, således at vi er spillet af dette spil… Subjektet er selv disse spils skabning. Vores autonomi og tilsyneladende magtfuldhed hvad angår tænkning, overvejelse, begrundelse og beslutning er en illusion” (Kirkeby 1998, s. 193-194). Foucault definerede den humanisme, der mener, at mennesket har en kerne, en essens, som hovedfjenden. Den bilder os nemlig ind, at hvis vi bare bliver frigjorte fra undertrykkelse, så bliver vi frie og lykkelige. Foucault siger, at mennesket er tomt, og at kulturen rister sine runer i menneskets krop. “Spørg mig ikke hvem jeg er, og forlang ikke, at jeg forbliver den samme – det er en folkeregistermoral,” som han skriver. Mennesker er derfor først og fremmest historisk produceret og lokalt kulturelt situeret gennem de fortællinger, mennesker skaber og har til rådighed.
Bekræftelse
Foucault skriver ”Livet, dets evne til at bekræfte og skabe.” (2001, s. 80). Jeg har igennem lang tid været træt af anerkendelsesbegrebets udvanding. Allerede i 2002, da bøgerne om Appreciative Inquriy (AI) udkom på Psykologisk Forlag skrev jeg et kritisk kapitel om denne tilgang, fordi jeg havde oplevet, hvordan menige medarbejdere følte, at deres problemer ikke var blevet hørt og taget alvorligt. Mit kapitel var nær aldrig kommet med i bøgerne, fordi redaktørerne af de to bøger mente, at jeg skulle være positiv over for konceptet. Jeg klagede til forlagsredaktøren, der heldigvis holdt med mig.
Min tilgang til anerkendelsesbegrebet var Wittgensteins formulering, at al erkendelse er baseret på anerkendelse. Det var altså i begrebets erkendelsesteoretiske betydning, at jeg især syntes, at anerkendelsesbegrebet gav mening. Men da der så kom en bølge af anerkendelsestvang baseret på bl.a. Axel Honneths bøger om anerkendelse, blev jeg betænkelig. Og sammenholdt med AI-bølgen blev det for meget. Honneths anerkendelsesbegreb tager udgangs i Hegels begreb om anerkendelse, der fremhæver, at forskellen på herren og slaven er baseret på den gensidige anerkendelse af hinandens forskellighed. Fra at være en erkendelsesteoretisk kategori blev anerkendelse nu en social kategori og blev relateret til en nærmest naiv praksis om at være rosende og positiv. Ydermere forstår jeg Hegels anerkendelsesbegreb som et juridisk begreb. Anerkendelse var med andre ord gået hen og blevet til ros, til applaus. Jeg så mere og mere omkring mig, at mennesker beklagede sig over ikke at få anerkendelse nok af deres ledere. Jeg så flere og flere anerkendelsesjunkies.
Jeg opdagede, at både Foucault, Deleuze og Nietzsche taler om noget andet end anerkendelse, de taler om bekræftelse, om affirmation. Nietzsche skriver endda, at affirmation udgør grundlaget for alt liv. Det er altså igennem bekræftelse, affirmation, at der skabes identitet. Der foregår bekræftelse, når vi siger godmorgen, godnat og i det hele taget hilser og ser på hinanden. Bekræftelse relaterer sig derfor i langt højere grad til identitetsskabelse end anerkendelse, der relaterer sig til handlinger.
Jeg har siden april 2011 haft en diskussion kørende med bl.a. Ken Gergen og nogle andre fra Taos-institute om den sociale konstruktionismes manglende magtbegreb og dens antydning af, at verden konstrueres og som sådan ikke er virkelig. Min kritik af socialkonstruktionismen går kort sagt ud på, at subjektivitet ikke konstrueres, men produceres igennem magtudøvelse – magten er hverken positiv eller negativ, den er produktiv, som Foucault skriver. Jeg har derfor defineret mig selv som social produktionist. Mine synspunkter er ikke faldet i god jord hos socialkonstruktionisterne, og på det seneste er de nærmest tiet ihjel. Hvis man ikke skriver konstruktionist i hvert afsnit, passer diskursen – eller jeg skulle måske skrive liturgien – ikke rigtigt. Socialkonstruktionismen fokuserer kun på relationer. Jeg forstår det ikke; det er vel ikke en relation, der taler; det er en person med intentioner. Jeg opfatter intentioner som primære i forhold til relationer. Jeg holder fast i Foucaults udsagn: Der eksisterer kun gensidige relationer og de bestandige kløfter mellem intentioner i relation til hinanden. Der er altid kløfter mellem intentioner. Mennesket ligger i krig med sig selv, som Platon skrev. Der er altid stemmer og kræfter, der trækker i mange forskellige retninger. Jeg siger tit i en samtale: “Hov, hvad var det for en stemme der talte dér? Hvad er historien om den stemme i dit liv?”
Begrebsliggørelse
Børn lærer verden at kende gennem kulturens værktøj, der er begreber. Det er den russiske psykolog Vygotskys fortjeneste at fremhæve, at kulturens begreber internaliseres hos børn og os andre gennem social aktivitet. Børn kalder i starten alle fire benede væsener for vov-vov. Pludselig differentieres begrebet vov-vov fra muh og øf-øf. Når børn bliver til voksne, taler de f.eks. om tillids-brud, der ikke på samme måde kan ses, men alligevel har stor betydning.
Det er gennem navngivning, at handlinger, hændelser og begivenheder får reel eksistens og bliver kanoniseret, som Bruner (2004) kalder det, gjort forståelige. De gennemgående narrative spørgsmål er derfor: Hvad vil du kalde det, der er sket? Det, du blev udsat for? Hvad vil du kalde det, du gjorde her? Hvad vil du kalde det, du kæmper for?
Det er gennem den møjsommelige og langsomme begrebsopbygning, at de mennesker, man taler med i narrativ praksis, kan få tilgang til det, som er vigtigt for dem i deres liv, f.eks. at blive taget alvorligt, at blive lyttet til. Det er aldrig tilfældige hændelser i menneskers liv, altid en del af noget levet liv, der skal historiseres, der skal fortælles: “Introducér moster Ingrid, der kunne lide børn, lyttede til dig og tog dig alvorligt? Hvilke frø har dine ferier hos hende sået hos dig om, hvad livet handler om og hvordan det også kan leves?”
Hvis begivenheder blot opremses, hvis fortællinger blot lires af som en gentagelse af det, personen allerede ved, bliver der ikke skabt nye begreber.
Begrebsdannelse og historisering af begrebet er det mest centrale i narrativ praksis: “Hvad er historien om dig og det at blive taget alvorligt. Hvilke problemer retter dette at blive taget alvorligt sig imod?” Deleuze skriver, at ethvert begreb er relateret til et problem. I begyndelsen var problemet, kunne man sige med en let omskrivning af indledningen i Johannes evangeliet. Derfor er narrativ praksis så vild med at tale om problemer. Som Ole Fogh Kirkeby skriver, indeholder navnet tingens hemmelighed, samt at enhver begivenheds hemmelighed er dens navn (1998).
Bevidsthedsstrøm
Det var den gamle amerikanske psykolog William James, der introducerede metaforen stream of consciousness – bevidstheden som en strøm. Bevidstheden indeholder viden – samt en del mere. Både på fransk og på svensk hedder bevidsthed direkte oversat medvidende. Det interessante er, at når der sker noget for uventet, noget slemt og ubehageligt, noget der ikke passer ind i kanon, i det selvfølgelige, ja så stopper bevidstheden med at strømme og flyde frit. Så sker der en lille eller større blokering. Det kan være en sårende bemærkning, eller et lille skænderi, et dødsfald, en mishandling eller en ulykke, som stopper bevidsthedens strøm. Det kan være den stadige eksponering for en spændt stemning, der bevirker, at barnet ligger vågen eller er opmærksom på, om mor og far nu har det godt, eller om en af dem drikker. Alt det, som skaber utryghed (det modsatte af bekræftelse og kærlighed) stopper bevidsthedens strøm.
Men bevidstheden klarer sig altid alligevel på en eller anden måde. Intet problem er 100% dominerende eller magtfuldt. Der er altid sprækker, hvor der siver lidt vand ud; ikke en strøm, men alligevel en sprække. Her skal den narrative praktiker sætte ind: “Hvad er det du fortæller, du kunne? Hvad betød det for dig, at du kunne læse bøger? Hvad fik du øje på i bøgernes verden, der var forskelligt fra den verden du levede i til dagligt?”
Bevidning
Det værste i verden er ikke at få respons, skriver den russiske sprogteoretiker Bahktin. Det værste i verden er at blive isoleret, at blive udstødt af fællesskabet, ikke at blive set.
Den amerikanske antropolog Barbara Myerhoff, som har introduceret begrebet definerende ceremoni som et begreb for bevidning, betoner igen og igen vigtigheden af at blive set og hørt: “Med mindre vi eksisterer i de andres øjne, kan vi komme til at tvivle på vores egen eksistens.” (. 1982, s. 103). Det er dog ikke tilstrækkeligt kun at blive set. Det er nødvendigt med forklaringer og meningsfuldhed for at kunne bære det forfærdelige: “Enhver katastrofe bliver lettere at bære, så snart den er navngivet og begrebsliggjort.” (Ibid., s. 107) Det centrale begreb, som Myerhoff introducerer, er re-membering (med bindestreg) – på dansk har jeg i oversættelsen af Michael Whites bøger valgt at oversætte re-membering med gen-medlemsgørelse for at understrege erindringens forbindende karakter til den eller de “klubber”, man ønsker at opretholde det mentale medlemskab til): “Erindringen giver mulighed ikke blot for at huske fortiden, men også for at genleve den.” (Ibid., s. 109) De øjeblikke, der kan skabes gennem performance og ved at være vidne til andres fortællinger, genskaber øjeblikke i vidnernes eget liv og skaber en samhørighed, der ikke var der før: “Uden gen-medlemsgørelse [re-membering] mister vi vores historier og vores selv. Tid er erosion, mere end akkumulation.” (Ibid., s. 111). De liv, der leves og fortælles om, bliver således sat ind i en større sammenhæng. Man bliver mere sig selv ved at deltage i det sociale liv, når denne deltagelse samtidig er en bekræftelse af de historier, man fortæller.
Myerhoff låner udtrykket “tykkere beskrivelser” fra Clifford Geertz om de fortællinger, der indeholder foretrukne erindringer om det levede liv. At få mulighed for at fortælle sin historie med sine egne ord foran et publikum af opmærksomme lyttere, eksterne vidner, synes at være essentiel for identitetsdannelsen – for fornemmelsen af, hvem man er, og hvad man kan blive. Når man fortæller foran et lydhørt publikum, etablerer denne praksis på en eller anden måde en slags lim, der forbinder ens forskellige og ellers adskilte og fragmenterede sider, erindringer eller stemmer. Jeg bruger denne metode i hver en psykoterapi og i hver en organisationsterapi. Det bringer mennesker tættere på hinanden, er medicin mod ensomhed og skaber en følelse af agenthed hos de mennesker, der er i centrum for bevidningen.
Bevægelse
Hvorfor nu begrebet bevægelse? Jo, det udtrykker, at vi bevæger os i vores livs landskaber og er som sådan en geografisk metafor, der lægger op til en kortmetafor. Vores fortællinger bliver de kort og de veje, vi følger. Med de samme fortællinger kommer vi ikke nye, eksotiske steder hen, men bevæger os i det velkendtes tvivlsomme betryggelse, som Bruner (2004, s. 34) skriver.
Narrativ terapi er ikke interesseret i løsninger, men i udvidelsen af antallet af tilgængelige fortællinger, så man med dem kan komme nye steder hen i livet.
Michael White talte om, at man gennem bevidning får mulighed for at blive transporteret steder hen i sit liv, man ikke lige havde forestillet sig – det kan være steder, man havde glemt, man havde været før og glemt betydningen af, eller det kan være helt nye steder, man bliver inspireret til at besøge og udforske nærmere f.eks. gennem at høre andre fortælle om de steder, de har været.
Jeg hørte en person i en bevidning fortælle om en, hun fik lyst til at skrive et brev til, hvorefter personen i centrum for ceremonien også fik lyst til at skrive et brev – noget hun aldrig havde tænkt på før.
Geografi- og landskabsmetaforen udtrykker også, at vi taler fra hvert vores sted. Derfor er diskussion umulig og overflødig. Vi kan derfor kun lytte fra det sted, de andre taler fra og måske besøge dette eksotiske sted. Ja, vi kan ikke engang have tillid til dialog, når vi ikke kan have tillid til sproget. Vi kan højst lade os inspirere – lade de andres sprog sætte spirer.
Begivenheden
Et af Kirkebys fundamentale begreber har han til fælles med Deleuze. Det er begrebet begivenhed. Narrativ terapi anvender helst ikke kontekst-begrebet, men bruger hellere begrebet “spil” (sprogspil) eller begivenhed. Kirkeby siger, at begivenheden forandrer alt, og at den er flygtig. Narrativ terapi kan derfor med Kirkebys begreber kaldes begivenhedens psykologi. Begivenhederne bor i os, på samme måde som at vi befolker begivenheden, skriver han (1998). Men problemet med begivenheden er, at man ikke både kan være i den og tale om den på samme tid. Derfor skelner han mellem begivenhedens betydning og betydningens begivenhed. Situationen bliver til en begivenhed, når den navngives i den begivenhed, der finder sted, når man taler om den netop overståede begivenhed. Begivenheden navngives i betydningens begivenhed. “Vi er altid selv i en begivenhed, der er større end os, og som vi ikke blot aldrig har fuld information om, men som vi ikke kan træde uden for og anskue,” skriver Kirkeby (1998, s. 149) Når begivenheder navngives i sproget, er de aldrig objektive eller selvstændigt eksisterende, men er del af en diskurs, af en meningsdannelse, hvorved enhver definering og benævnelse af en begivenhed er ufuldkommen, som Kirkeby skriver (ibid.). “Begivenheden … tvinger os til at flytte centrummet for det hele ud i verden. Det er nemlig dér grundkonceptet ligger…. Begrebet begivenhed udtrykker, at virkeligheden har sine egne veje – for nu at sige det som det er,” skriver Kirkeby lakonisk. Man må altså bevæge sig væk fra det individualistiske perspektiv og med ydmyghed se i øjnene, at vi nok aldrig helt fatter, hvad der foregår, ligegyldigt, hvor mange historier vi fortæller. Den begivenhed, vi står i netop nu, er principielt aldrig afsluttet, men en del af en proces. Som Deleuze skriver: Der eksisterer kun processer (1996)
Litteratur:
Bruner, Jerome 2004: At fortælle historier – i juraen, i litteraturen og i livet. København: Alinea.
Deleuze, Gilles & Guattari, Felix 1996: Hvad er filosofi?. København: Gyldendal.
Foucault, M. 2001. Nietzsche, genealogien, historien. I Talens forfatning. København: Hans Reitzels Forlag.
Kirkeby, Ole Fogh 1998: Ledelsesfilosofi. København: Forlaget Samfundslitteratur.
Myerhoff, Barbara 1982: Life History among the Elderly: Performance Visibility and Re-membering. I: Ruby (Ed.) A Crack in the Mirror. Reflexive Perspectives in Anthropology. University of Pennsylvania Press.