Mandrup-Poulsen, C. (feb. 2012): Dialogisk dagbogsskrivning i narrativ terapi

Narrativt Forum PKR Nørrebro, februar 2012.

Af cand.psych. Cecilie Mandrup-Poulsen

”En tekst lever altid på grænsen mellem to bevidstheder, to subjekter, og samtidig er der også mellem tekster dialogiske forhold. Enhver forståelse er en dialogisk forbindelse af en given tekst med andre tekster, og en tekst skal altid forstås på baggrund af den ikke-tekstlige kontekst, som forbliver uden for den givne tekst og fungerer som det dialogiske grundlag for denne teksts perception” (Andersen, 2002:39).

Abstract

Denne artikel undersøger muligheder og udfordringer ved dagbogsskrivning i narrativ terapi. Dette gøres med udgangspunkt i Ole Fogh Kirkebys begreb translokutionaritet, der bidrager med tanker om meningsdannelse. Herefter inddrages Bachtins tanker om dialogisme, for senere at blive behandlet i forhold til dagbogsskrivning. Efterfølgende beskrives nogle af udfordringerne ved dagbogsskrivning og til sidst ses på, hvordan dagbogsskrivning, med udgangspunkt i psykologen Peggy Penns tanker om skrivning i terapi, rent praktisk kan integrereres i den narrative terapi. Således kommer jeg med mine bud på, hvordan dagbogsskrivning kan fungere som 1) skriftlig supplering til den narrative terapi, 2) en mulighed for at forlænge terapien og skabe en udvidelse af den terapeutiske proces, 3) en potentiel direkte måde at inkludere klienten skriftligt samt 4) en medskaber af mere ligevægt i den skriftlige terapeutiske relation.

Stemmer i det private rum

Dagbogsskrivning kan afhængigt af udgangspunktet bruges effektivt over relativt lange perioder og fungere som både register og refleksion (Milligan et al., 2005:1882). Samtidig kan dagbøger bruges hvor som helst, når som helst og med et minimum af omkostninger og udstyr og er følgelig let at gennemføre (Neumann, 1985:223). Derfor kan det være et givtig element i tidsbegrænset terapi, hvor nogle af detaljerne kan behandles uden for terapirummet gennem dagbogen, fordi skrivning udvider den terapeutiske kontrakt og åbner en dør for at arbejde med alternative stemmer uden for det terapeutiske rum. På denne måde bliver det skriftlige en forlængelse og udvidelse af terapien, fordi de ting, der arbejdes med i terapien, bliver integreret i klientens daglige liv. Men kan dagbogsskrivning skabe nye stemmer, som kan tages med fra det private til det terapeutiske rum og indgå i dialog med terapeutens stemmer også?

For at kunne svare på dette, undersøger artiklen hvordan nye stemmer skabes, hvilket gøres med udgangspunkt i Kirkebys tanker om meningsdannelse samt Bachtins dialogismebegreb.

Interaktionens betydning for meningsdannelse

Udgangspunktet for den narrative terapi er en forståelse af mennesket som et sprogbrugende og meningssøgende væsen, hvis liv og identitet konstitueres af de historier, vi fortæller om os selv. For at se nærmere på det skriftlige og altså sprogets betydning for den terapeutiske relation vil jeg inddrage forfatter, ledelsesteoretiker og filosof Ole Fogh Kirkebys tanker om meningsdannelse. Kirkeby benytter sit eget begreb translokutionaritet, der defineres som ”Jeg ved først, hvad jeg mener, når jeg hører, hvad jeg selv siger” (Kirkeby, 1998:276). Det betyder, at vi ikke ved, hvad vi mener, før vi har udtalt os om det, hvorfor meningen udforskes gennem det at fortælle (Kirkeby, 1998:337). Translokutionaritet forener erfaringen med betydningen i situationen, hvorfor der således ikke findes et kontekstløst sprog. (Graham & Rasmussen, 1998:17). Dermed er interaktionens betydning for meningsdannelse og læring stor; det er kun i det øjeblik, vores tanker artikuleres og går i samspil med andres tanker, at de giver mening.

Samtidig mener Kirkeby (2006), at vi ikke har det fulde overblik over meningen med det, vi siger, netop fordi den skabes i sproget. Det betyder, at fortælleren selv kun fokuserer på få aspekter i sin egen fortælling, ligesom den, der lytter til fortællingen, kun kan gribe nogle af udtrykkene. Således vil der, når fortællingen er skildret, være produceret betydning, men der vil også være udeladt mening, som ikke nåede frem til historiens overflade. Mening, der altså ikke intentionelt blev skabt, som er i overskud. I dette uudnyttede potentiale kan der både reproduceres dominerende fortællinger, samtidig med at denne alternative kan bidrage med nye fortællinger. Derfor findes der et langt større meningspotentiale i vores kommunikative handlinger, end vi er i stand til at opfatte. Når Kirkeby så yderligere forklarer, at mekanismen omkring, at jeg først forstår, hvad jeg selv mener, når jeg hører mig selv udsige det, ”forstærkes, så snart den anden optager min tale og svarer tilbage”! (Kirkeby, 2006: 231), skabes der yderligere grobund for at betragte den anden som en forudsætning for egen meningsdannelse.

Bachtins intersubjektive dialogisme

Den anden som forudsætning for meningsdannelse kan belyses yderligere ved hjælp af den russiske filosof, lingvist og litteraturteoretiker Mikhail M. Bachtins (1895-197) nøglebegreb dialogisme (Andersen, 2002). Bachtins begreb dialogisme[1] er baseret på det dialogiske sammenspil mellem et jeg og et du, og samspillets manifestationer er netop sproget. Det dialogiske er det intersubjektive, det fælles sproglige rum mellem et du og jeg. For at skabe dialog eller for at skabe ord og ytringer, kræves der ifølge Bachtin netop et du og et jeg og en dualitet af roller, da ytringen bestemmes i et dyadisk samspil herimellem. Ytringen skabes ifølge Bachtin på grænsen mellem afsender og modtager, hvorfor ytringens logik og betydning vil være i dialog med tidligere ytringer og allerede eksisterende betydningssammenhænge samt være afhængig af, hvordan ytringen modtages af andre. På denne måde er dialogisme en såkaldt interanimerende proces, gennem hvilken du’et og jeg’et eller selv og anden forfattes i samtalen, fordi ytringen foregriber og forventer en svarreaktion, hvorfor det, der siges eller skrives, lyttes til eller læses i relation til den anden. I et dialogisk syn på terapi er mening og forståelse forankret i, at menneskers fortællinger og identitet dannes, opretholdes og udvikles i dialogiske møder med andre. Meningen findes ikke i de enkeltes sind, men er noget, man forhandler frem i kommunikationen og altså i sproget mellem aktørerne. Bachtins dialogiske syn understreger derfor, at kommunikation er en tosidet handling, hvor alt, der siges, bestemmes af et dyadisk samspil mellem den, der siger det, og den, det er henvendt til (Andersen, 2002: 61).

At være den anden for sig selv

Ifølge Nina Møller Andersen, kan forholdet til en ting ikke være dialogisk, og der kan ikke eksistere dialogiske forhold mellem objekter og logiske kvantiteter, fordi dialogiske forhold kræver en eller anden form for subjekter eller subjektiv gengivelse eller tilgang (Andersen, 2002:38).

Med udgangspunkt i denne påstand, burde man ikke kunne gå i dialog med en dagbog, da en dagbog rimeligvis kan kaldes for et objekt. Et objekt, der ikke giver svar, men blot modtager tanker som en monolog fra klienten. Til forskel fra monologer har dialogisk samtale flere stemmer, og den forventer udveksling. Jeg mener dog ikke, at dagbogen blot udfyldes med en monolog, men at den hidtidige monologiske oplevelse bliver en indre dialogisk oplevelse. Vi taler med os selv. Klienten er både subjekt og objekt for skrivningen, fordi det er klienten, der skriver, og han skriver om sig selv. Ud fra Bachtin kan mennesket godt have et dialogisk forhold til sig selv og sine tidligere jeg’er. Således opstår der mulighed for at skabe et dialogisk forhold til sig selv, hvis man objektiverer sig selv, altså sætter sig selv udenfor (Andersen, 2002:38). Når man skriver med én stemme, indbyder det til svar fra en anden stemme; og det fører hurtigt til en indre dialog, en refleksionsproces, der fører den skrivende ad andre veje til andre stemmer. På denne måde kan klienten ved at skabe stemmer måske godt være den anden for sig selv (Dickerson, 1987; Elbow & Clark, 1987; Fullwiler 1987 i Neumann, 1985). Når klienten nedskriver begivenheder fra sit liv og i dialog med flere egne stemmer tillægger dem mening, i translokutionaritetsprocessen, fører det til, at en anden stemme til at kommentere dem med, finder vej. Derfor kan skrivning som et middel til at skabe nye og flere stemmer umiddelbart godt lade sig gøre (Andersen 2002:41).  Klienten kan således indgå i dialog – ikke med dagbogen, men med sine egne stemmer gennem dagbogen. De stemmer, der er til stede, burde dog have adgang til de samme fortællinger og ikke mindst kunne gennemgå samme zigzag proces mellem handlings- og identitetslandskaberne[2], men kan ligeledes opstå på baggrund af forskellige narrativer i dialog med andre stemmer og med forskellig styrke. Følgelig betyder det i skrivningsøjeblikket dominerende narrativ og den dominerende stemme meget for, hvordan det, der skrives, forhandles, samt den mening, som opstår på denne baggrund.

Dagbogens polyfoni

Således farves den skrevne fortælling af den stemme, vi skriver den med, og dagbogsskriveren er ikke objektiv, men påvirkes af både følelsen i skriveøjeblikket samt erfaringsmæssige omstændigheder (Zabalza, 1994:19 i Sá, 2002:152). Samtidig er al form for selvbekendelse samtidig en tolkning. Selv hvis klienten holder sig til en nøgtern opridsning af hændelsesforløb uden nogen tydelig refleksion, så har han som minimum valgt, at netop den beskrevne hændelse var mere væsentlig at hive frem end de udeladte, og allerede hér ligger en særlig fortælling. Så snart du har skrevet et ord, er det din ytring. Du har valgt netop dette ord fremfor alle de andre mulige. Skrivning fra klientens side skaber en kontrol over den hastighed, dybde og intensitet i hans eller hendes personlige terapeutiske arbejde, fordi klienten ofte selv kan skabe nye linjer i sine fortællinger. Samtidig kan det være en hjælp til at skabe overblik gennem eksternalisering og organisering af tanker og følelser. Psykologen Peggy Penn mener, at mennesker gennem skrivning udvikler nye stemmer i vores samtaler, hvilket kan hjælpe ubeskrevne fortællinger og følelser til at finde vej tilbage i sproget og i relationen (Penn, 2010:112). Mange stemmer (polyfoni) giver et værdifuldt perspektiv og bliver et redskab til at overskue og forandre relationer (Penn, 2010:44), og kan tilskynde folk til at re-frame deres personlige fortællinger på nye måder (Milligan et al., 2005:1890). Dagbogen skaber således en slags privat lomme med plads til flere stemmer, hvilket skaber grobund for nye tanker, også fordi erfaringerne med udgangspunkt i translokutionaritetsprincippet først bliver historificeret, når de er gjort bevidste. Ved at skrive om særlige problemområder, bliver klienten altså ekspert på sit eget materiale uden direkte hjælp fra terapeuten (Wright, 2001:282).

Dagbogens begrænsninger

Samtidig kan denne næsten totale udelukkelse af terapeuten ligeledes være en af de udfordringer, jeg ser i forhold til at lade personen skrive selv. F.eks. er der risici for, at klienten kan skrive sig dybere ind i den dominerende historie, hvorfor det er væsentligt, at klienten ikke blot skriver dagbogen med udgangspunkt i den dominerende fortælling, men også får inkluderet unikke fortællinger fra den terapeutiske samtale, så alle de forskellige fortællinger får plads og bliver foldet ud. I det hele taget kan dekonstruktionsidéen i narrativ terapi være udfordrende at opretholde i et skriftlige element, hvor klienten er skribent. For eksempel er det uklart, hvorvidt klienten kan lytte eller måske i denne sammenhæng læse dobbelt, sådan som terapeuten gør det i narrativ terapi og også belyse meningsoverskuddet, der ifølge Kirkeby vil være til stede. De unikke hændelser opdager mennesket sjældent selv, hvorfor klienten netop uden nogen form for terapi ofte ikke vil få disse historier belyst. Samtidig bliver zigzagprocessen mellem handlings- og identitetslandskabet besværet af, at klienten selv skal kunne stille sig spørgsmål, der belyser begge og derigennem skaber nye fortællinger. Den genforfattende samtale opnås derfor i samspil mellem terapeut og klient i den mundtlige del af terapien, hvor terapeuten via sine spørgsmål hjælper personen med at specificere meningen i de unikke hændelser og give dem deres historiske plads. Herefter kan detaljer fra terapien viderebehandles uden for terapirummet gennem dagbogen, fordi skrivning udvider den terapeutiske kontrakt og åbner en dør for nye stemmer hos klienten.

Dialogisk samspil med terapeutens stemmer

Når stemmer skabes i dagbogsskrivningen kan fortællingerne, der ligger til grund for disse stemmer, måske læses op for terapeuten og dermed også indgå i et dialogisk samspil med terapeutens stemmer. Penn mener, at ”skrivning har en skabende kraft” (Penn, 2010:59), og når teksten læses højt for vidner (terapeuter, familie eller andre), ”får den ting til at ske”. Derfor mener jeg, at bevidningen af teksten har en yderligere terapeutisk virkning for klienten, fordi dagbogsskrivning eller egne formulerede breve virker som fremstillinger af klientens indre dialoger, og når de bliver hørt og erfaret af relevante andre, ændres alle deltagernes følelsesliv (Penn, 201:37). Som Bachtin påpeger, sker der også noget, når klienten indgår i en dialog med terapeuten gennem oplæsningen. Fordi vi påvirkes af den relation, vi indgår i, vil oplæsningen, selvom det på sin vis blot er et referat af fortællinger og stemmer fundet i dagbogsskrivningen, ikke fremstå som referat, men som dialog, fordi klientens ord går i dialog med terapeutens stemmer og diskurser. Samtidig skaber oplæsningen ligeledes translokutionaritet for klienten og skaber grobund for nye opfattelser. Oplevelsen af denne højtlæsning, hvor klienten bevidnes af andre, resulterer i en interessant ”selv-henvendelse til sig selv”, som ifølge Penn har tendens til at være emotionelt præget, men finder sted med en ikkedømmende og accepterende tone (Penn, 2010:54). Så selvom selve den proces at skrive har terapeutisk effekt i sig selv og skaber nye stemmer og fortællinger, har oplæsningen og bevidningen en yderligere terapeutiske virkning, fordi den “modtagende ende” ikke er blevet overladt til tilfældighederne (White, 1995). Tværtimod bliver det dialogiske endnu mere tydeligt, når det, der forfattes, har en modtager. 

Stemmeforhandling i tre faser

Jeg mener på denne baggrund, at der er mulighed for, at det dialogiske og de stemmer, det fremkalder, kan forhandles i tre faser 1) Den mundtlige fase, hvor klienten og terapeuten starter refleksion igennem terapeutisk dialog, 2) den skriftlige fase, hvor klienten formulerer sig skriftligt og indgår i dialog med egne stemmer, og 3) bevidningens fase, hvor skriften fra fase 2 bevidnes og uddybes i dialog med terapeutens stemmer.

Sidstnævnte fase giver terapeuten en mulighed for at være såkaldt decentreret men indflydelsesrig modsat det skriftlige element, hvor klienten skriver og er magtdefinerende. Denne indflydelsesrige decentrering sker, fordi klienten deler nye stemmer med terapeuten, og hun via spørgsmål til disse stemmer i samspil kan skabe zigzagprocessen mellem handlings- og identitetslandskabet. Så hvis klienten skulle have skrevet sig yderlige ind i den dominerende fortælling, der måske har vist sig i en tidligere terapisession, skaber oplæsningen mulighed for at terapeuten kan lytte dobbelt og ikke mindst hjælpe med eksternaliseringer – to ting, der er helt centrale i den narrative terapi.

Mundtlig diskursforhandling

Jeg vil således ikke advokere for en ren dagbogsterapi, da jeg mener, at flere af de narrative praksisser er afhængig af terapeutens nysgerrighed og spørgen ind til dét, som klienten tager for givet, nemlig klientens diskurser. Diskursforhandlingen finder jeg essentiel i den narrative terapi, da der er et etisk potentiale i at erkende, at man ikke føler sig ordentligt forstået og finder ud af, at ens egne diskurser er ensrettende, samt belyse, hvad der falder imellem dem. Således kan diskursen måske forstås som, at ”De selvdefinitioner, samfundets dominerende diskurser gør tilgængelige for mig, finder jeg utilstrækkelige” i stedet for ”jeg passer ikke ind, det er mig, der er mærkelig”. Forhandlingen af diskurser og erkendelsen af ikke at nå frem til en komplet beskrivelse af sig selv og altså heller ikke en fuldstændig forståelse af sig selv er en del af det sproglige fællesskab, der skaber diskurserne og magten, hvor der konstant vil kunne forhandles og skabes nye fortællinger og smuthuller til en anden forståelse af sig selv og andre. Derfor skal dagbogen ses som muligt input til løbende translokutionaritet og dialogisme, for at klienten i en forhandling med sig selv og terapeuten kan indgå i en opretholdelse af en bølgende asymmetrisk[3] relation nærmende sig det symmetriske, imens nye fortællinger skabes. Dette kan også være medvirkende til den konstante forhandling, der bør finde sted, så det skrevne ikke blot bliver en ny dominerende diskurs eller fortælling, men ligeledes også er i spil for dekonstruktion. I den forbindelse vil jeg foreslå en metode til fortsat dekonstruktion og forhandling af dagbogselementet.

Personlig guidet dagbog

På baggrund af dialogen med den indflydelsesrige terapeut kunne det være en idé i at lave en nærmest guidet dagbog, hvor klienten for eksempel ud fra nogle spørgsmål skal skrive videre på sin dagbog eller et eventuelt brev. På den måde er terapeuten også en større del af selve skriveprocessen og ikke kun en del af den forudgående samtale eller den efterfølgende oplæsning, hvis en sådan finder sted. Hvis klienten skal skrive ud fra nogle spørgsmål fra terapeuten, er terapeuten med i det dialogiske rum sammen med dagbogen, og klienten og kan således stadig være indflydelsesrig gennem spørgsmålene, men decentreret. Jeg mener dog ikke, at det er muligt at lave en generel spørgeguide, som gælder alle klienter, men det er netop ved hver terapeutisk session, at terapeuten kan skrive nogle spørgsmål ned, der vedrører den enkelte klient, og som han kan arbejde videre med derhjemme. På en måde er det ligesom, når terapeuten skriver sine breve til klienten og stiller spørgsmål til klientens videre refleksion bortset fra, at terapeuten ikke nødvendigvis behøver skrive hele breve, men muligvis kun præsentere spørgsmål, som klienten i sit skriftlige arbejde derhjemme kan arbejde videre med. Det kan være spørgsmål til uddybning af én af de alternative fortællinger, der findes i det terapeutiske rum eller spørgsmål til uddybelse af alternative diskurser og dispositioner. Det kan også være bevidningsspørgsmål, som klienten besvarer i sin dagbog, når klienten f.eks. oplever nye fortællinger i sin skriftlighed. På den måde kan der skiftes perspektiv for en stund, og klienten kan samtale med dagbogen om temaer eller fortællinger, der er særligt vigtige for klienten.

Dialogisk skrivning frem for diakron eller synkron

Når klienten så skriver dagbog som svar på disse spørgsmål, kan dette danne grundlag for videre refleksion. Denne første opfordrede, spørgsmålsbesvarende dagbog kan være hyperteksten. Så kan denne sendes til terapeuten, eller de kan sammen kigge på teksten og vælge ting ud fra den pågældende tekst, som klienten kan skrive historier ud fra. På den måde folder klienten med hjælp fra en decentreret men indflydelsesrig terapeut ved sin side flere fortællinger ud. Når dagbogen benyttes på denne måde, bliver den dialogisk både med terapeut og klient i stedet for diakron eller synkron. Samtidig bliver teksten også dialogisk med sig selv, idet hver tilføjelse, hver ny historie, der bringes på banen, vil reflektere et nyt lys tilbage på de allerede skrevne fortællinger. Det skriftlige kan fremstå mere cementerende end det mundtlige og kan således ofte opleves som fakta (Järvinen & Mik-Meyer, 2005:101). Da det skriftlige i denne form netop er til konstant forhandling, er der mulighed for, at det ikke når at blive en fastgroet sandhed. Desuden giver det klienten en mulighed for at arbejde terapeutisk med sig selv på en måde, hvor hun ikke blot efterlades alene i dagbogsskrivningen, men løbende kan tage refleksioner og tanker med tilbage til terapeuten, hvor der kan arbejdes samme om det skriftlige. Når klienten er den skrivende på denne måde, mener jeg, at klienten er centreret, mens terapeuten fremstår som decentreret, men indflydelsesrig. På denne måde er begge tættest på en skriftlig form, der skaber mest mulig symmetri og plads til begge parter på en måde, der kunne accepteres i den narrative terapi. Det kan også skabe mulighed for, at klienten måske selv ved hjælp af det nedskrevne finder nogle ting, som han selv vil undersøge nærmere og skrive mere om.

Artiklen skal således ses som input til hvordan dagbogsskrivning kan bidrage med translokutionaritet, dialogisme og skabelsen af nye stemmer, som i tre faser[4] medvirker til at klienten i en forhandling med sig selv, og terapeuten kan indgå i en opretholdelse af en bølgende asymmetrisk relation nærmende sig det symmetriske, imens nye fortællinger skabes.

Referencer:

Andersen, N. M. (2002). I en verden af fremmede ord – Bachtin som sprogbrugsteoretiker. Viborg: Akademisk Forlag.

Järvinen, M. (2005). Interview i en interaktionistisk begrebsramme. I: Järvinen, M., & Mik-Mayer, N. (red.), Kvalitative metoder i et interaktionistisk perspektiv. Interview, observationer og dokumenter. København: Hans Reitzels Forlag.

Kirkeby, O. F. (1998). Ledelsesfilosofi – et radikalt normativt perspektiv. København: Samfundslitteratur.

Kirkeby, O. F. (2006). Begivenhedsledelse og Handlekraft, København: Børsens Forlag

Milligan, C., Bingley, A., & Gatrell, A. (2005). Digging deep: Using diary techniques to explore the place of health and well-being amongst older people. Social Science & Medicine, 61, 1882-1892.

Neumann, J. K. (1985). Diary Writing As a Means to Increased Self-Evaluation. Journal of Subsronce Abuse Treatment, 2, 221-223.

Penn, P. (2010). Skrivning og sprog i terapi – Indlevede imaginationer. København: Forlaget Mindspace.

Sá, J. (2002). Diary writing is a research method inherent to the interpretative research paradigm, when the researcher is a teacher-researcher. Educational Research and Evaluation, 8(2)

White, M. (2008). Kort over narrative landskaber. København: Hans Reitzels Forlag.

White, M. (1995). Re-Authoring Lives: Interviews and essays. Kap. 8. Adelaide: Dulwich Centre Publications.

Wright, J. K. (2001). Mastery or Mystery? Therapeutic Writing: A Review of the Literature. British Journal of Guidance & Counselling, 29(3). 277-291.


[1] Dialogisme eller det dialogiske er del af en treklang hos Bachtin: det diakrone, synkrone og dialogiske. Det diakrone blik betragter en tings udvikling over et bestemt tidsforløb. Det synkrone betragter tingens placering i et netværk af relationer på ét bestemt tidspunkt, imens den dialogiske betragtning opfatter udsagn i tid og rum som en hypertekst, hvor alle udsagn til alle tider er lige nærværende.

[2] Det er en bevægelse, som skaber mulighed for begrebsdannelse og refleksion, så klienten får lejlighed til at bevæge sig fra den etablerede og velkendte viden om sig selv (handlingen) til hvad der er muligt at vide (identitetslandskab). Herigennem produceres et såkaldt stillads, hvorved nyfortolkninger kan finde sted og ”en nyudvikling af personlige narrativer og rekonstruktion af identitet” kan skabes (White, 2008:93f).

[3] Hvor den magtdefinerende rolle i terapien skifter mellem terapeuten og klienten og de på den måde skiftes til at være decentreret med, hvor der er mulighed for at nærme sig en slags ligevægt i relation om end kun i få øjeblikke af gangen.

[4] 1) Den mundtlige fase, hvor klienten og terapeutisk dialog starter refleksion, 2) den skriftlige fase, hvor klienten formulerer sig skriftligt og indgår i dialog med egne stemmer, og 3) bevidningens fase, hvor skriften fra fase 2 bevidnes og uddybes i dialog med terapeutens stemmer.

One Comment

  • cecilie Svar

    kommentar værsgod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This blog is kept spam free by WP-SpamFree.