Skriver, M. & Nielsen, C. L. (juli 2011). Ensomhed i et narrativt perspektiv

Narrativt Forum PKR Nørrebro, juli 2011.

Af stud.psych Martin Skriver & stud.psych Camille Leicht Nielsen

Abstract

Denne artikel søger at skabe en forståelse af ensomhed ud fra et narrativt perspektiv. Det udfoldes hvordan ensomhed kan ses som en respons på særlige samfundsmæssige normer. Formålet med artiklen er endvidere at se på, hvordan det narrative perspektiv kan anvendes i terapeutisk arbejde med ensomhed, samt hvilke begrænsninger narrative metoder kan have i arbejdet med ensomme.

Normer & moderne magt

Først en kort introduktion af den teori, artiklen bygger på.

Alle samfund og kulturer har, ifølge narrativ teori, en række sandheder. I den moderne tid vi lever i, er det, ifølge Foucault, særligt videnskaben, som er med til at skabe disse sandheder (Heede, 2002). Et samfunds sandheder viser sig igennem normer, som mennesker indretter deres liv efter. Det narrative perspektiv er i den forbindelse inspireret af Foucaults tanker om moderne magt, hvor magt ikke forstås som restriktiv, men derimod som produktiv. I den moderne magt hæmmes personen ikke i sin udfoldelse, men magten virker igennem udfoldelsen. Normerne opmuntrer mennesker til at leve deres liv på særlige måder. Ifølge Foucault lover normerne os et godt liv, hvis blot vi følger dem (ibid.). Et eksempel på teorien i vores tid kunne være normer omkring sundhed; at vi skal leve sundt for at få et godt liv og undgå at blive syge. Eller normer om familie; at familien giver tryghed og ro, så man kan leve et godt liv. Den moderne magt fungerer skjult. Normerne er ofte usynlige. Mennesker er, ifølge Foucault, ofte ikke bevidste om, at de evaluerer sig selv i forhold til normerne.

Relationer er altafgørende for det gode liv

De fleste vil i vores kultur mene, at det der betyder noget i livet er at have gode og nære forhold til de mennesker, man omgiver sig med. Det er afgørende for det gode liv, at man har nære venner, en god familie og en dejlig kæreste.

Videnskaben støtter op om relationernes betydning for det gode liv. Barnet fødes socialt med en tilknytningsadfærd, som skal sikre dets tilknytning til omsorgspersoner og dermed overlevelse. Det er naturligt for mennesker at knytte bånd til andre, og mennesker er født med sociale behov (se fx Broberg et al., 2008). Videnskaben fortæller os endvidere, at det er centralt at have gode og nære relationer for at undgå psykisk sygdom og for at kunne udvikle sig optimalt. Problemer i den tidlige tilknytning kan føre til psykologiske problemer (fx ensomhed) senere i livet (ibid.).

Relationer er ikke altafgørende for det gode liv

Det narrative perspektiv forsøger at udfordre ovenstående forståelse ved at anfægte den som en naturalistisk forklaring. Det narrative fremhæver, modsat naturalistiske forklaringer, det historiske og kulturelle i menneskers behov for nærhed og intimitet. Menneskets sociale behov er, ifølge det narrative perspektiv, et udtryk for de fremherskende diskurser i den tid og kultur, vi lever i nu.

Mennesker er dømt til at leve under gældende diskurser. Man kan ikke sætte sig uden for diskurserne. Det virker absurd at leve uden nærhed og intimitet i vores tid, fordi det er en del af diskursen, vil det narrative mene. Man kan ikke sætte sig udenfor, men det narrative vil fremhæve, at man kan forsøge ikke at totalisere sandheder om, at det gode liv altid indebærer nærhed og intimitet med andre mennesker.

Det er vores opfattelse, at hvis kulturen (og videnskaben) ikke fokuserede så stærkt på betydningen af nære relationer, så ville det være mindre pinefuldt at leve uden nære relationer og ikke opleves som ensomhed på samme måde, som det opleves i den nuværende tid og kultur.

Man kunne forestille sig en kultur, hvor det ikke var sociale relationer, som var ophøjet til særligt vigtige for det gode liv, men derimod kreativitet. I denne ’kreativitetens kultur’ ville mennesker være lykkelige, når de var i stand til at udtrykke sig kreativt fx igennem kunst eller arbejde. Her ville mennesker kunne bruge meget tid alene uden at være tynget af ensomhed.

Det er ikke hensigten at bekæmpe normer om relationers betydning og pege på en ’kreativitetens kultur’ som en foretrukken kultur. Intentionen er derimod at fremhæve, at det er en særlig gruppe af mennesker som lider under normerne i den nuværende kultur, mens det ville være andre, hvis normerne var anderledes. I ’kreativitetens kultur’ ville de marginaliserede ikke være de ensomme, men derimod de som ikke er i stand til at udtrykke sig kreativt. Alle normer bevirker, at de som ikke kan leve op til normerne bliver marginaliserede. I vores tid og kultur er det de som ikke har nære sociale relationer, som marginaliseres. Den stigende grad af ensomhed kan ses som en respons på, at normerne om sociale relationer lovprises i vores tid og kultur.

Formålet med denne artikel er, som skrevet, ikke at føre krig mod normer om, at sociale relationer er betydningsfulde for det gode liv. Formålet er derimod at pege på, at disse normer har fået en helt særlig status i vores kultur, hvilket begrænser muligheden for at leve efter andre normer.

Modmagten

Hvor der er magt er der modmagt. Mennesker har altid mulighed for at yde modmagt mod normerne (Heede, 2002). Dette gælder også for mennesker ramt af normer om at skulle have gode og nære relationer. Et første skridt på vejen til modmagten er at afsløre normerne. Normerne fungerer ofte skjult, og det er ikke let at yde modmagt mod en norm, man ikke kan få øje på (ibid.). Normen om at skulle have gode, nære relationer  – lad os kalde den ’normen om nærhed’ – er en sådan usynlig norm. Vores mål med artiklen har indtil nu været at afsløre denne norm. Nu har vi fået den navngivet.

’Normen om nærhed’ i terapeutisk praksis

’Normen om nærhed’ kan med lethed snige sig ind i terapeutisk praksis. Oftest viser den sig ved, at terapeuten får lyst til at støtte personen til at få gode venner, en kæreste eller bedre relationer med familien. Dette behøver ikke at ske bevidst og åbenlyst. Egentlig opererer ’normen om nærhed’ stærkest, når den ikke tales til helt åbenlyst. I narrativ praksis kan ’normen om nærhed’ fx få plads, når terapeuten spørger efter unikke hændelser, hvor personen har haft en snert af nærhed. Terapeuten forsøger at finde sprækker af relationer, hvor ensomheden ikke har fået plads. Problemet ved at lede efter disse sprækker kan være, at personen bliver fastholdt i at se verden ud fra ’normen om nærhed’ frem for at se andre normer i kulturen. Når terapeuten forsøger at styrke personens relationer bliver både terapeuten og personen fanget af ’normen om nærhed’. Begge kommer til at se verden ud fra denne norms briller og der skabes en blindhed over for andre aspekter af livet. Normen om nærhed fylder fantastisk meget i vores tid og kultur, og den samme store betydning kan den også få i terapien, hvis man ikke er opmærksom på den. Det er som at køre ad motorvejen med 130 km. uden at overveje, hvad sidevejene kan byde på af oplevelser. Den store ’norm om nærhed’ (motorvejen) virker tillokkende. Det er her de fleste kører, og man glider let med strømmen blot ved at følge den forankørendes baglygter. På sidevejene (andre normer og værdier) må man selv manøvrere sig frem og finde vej. Her er skiltningen ikke så god. Spørgsmålet er, hvordan narrativ praksis kan støtte mennesker til at blive interesserede i sidevejene uden at lade sig rive med af motorvejens fart. Hvordan kan mennesker som er marginaliserede af normen om nærhed få plads til at leve efter andre normer og værdier?

I det følgende inddrages en casebeskrivelse for at illustrere nogle af ovenstående pointer.

En casebeskrivelse

Jakob er 19 år og føler sig ensom i sin hverdag. Han siger selv, at han ikke har haft en rigtig ven, siden hans bedste ven i børnehaven flyttede. Gennem det sidste år er Jakob kommet regelmæssigt i et af Ventilens mødesteder for ensomme unge[1], men han holder sig for det meste genert i baggrunden. En aften falder snakken på computerspil, og flere af de unge fortæller, at de bruger dét, de beskriver som ”de ensomme aftener” på at spille onlinespillet World of Warcraft. Det viser sig, at Jakob er en meget habil spiller, og han vokser tydeligt i stolen, mens han med stor indlevelse beretter om sine erfaringer med spillet. De andre stiller spørgsmål og beder om råd til at klare sig bedre, og Jakob deler glad ud af sine erfaringer. Han fortæller også, at han har faste spilleaftaler med spillere fra andre steder i verden, og at han chatter med dem om alt muligt. I folkeskolen fik han også hjælp til sine tyske stile af en spiller i Tyskland. Jakob kan godt lide at spille computer, men han opfatter ikke relationerne over nettet, som ’rigtige venner’.

Jakob præsenterer i casen sit problem som ensomhed. Én vej i narrativ terapi ville være at tykne Jakobs relationer til de andre unge i Ventilen. Tykne de færdigheder han viser i disse relationer og skabe agency hos Jakob. Vi vil ikke afvise, at dette kunne være en nyttig vej at gå med Jakob. Vi vil dog pege på. at et problem ved denne tilgang er, at terapeuten risikerer at fastholde Jakob i ’normen om nærhed’ frem for at tilbyde andre værdier at spire frem. Jakob har erfaring med ikke at kunne leve op til ’normen om nærhed’. Ved at fokusere på hans færdigheder i at skabe relationer bekræftes Jakob i, at ’normen om nærhed’ er central for det gode liv.

Jakob er optaget af computerspillet World of Warcraft. Det er dét, som fascinerer ham her i livet for tiden. Her er der tale om et andet aspekt af livet, end det ’normen om nærhed’ fokuserer på. World of Warcraft er en sidevej fra motorvejen. En interessant sidevej med fascinerende oplevelser. Vi ser ikke World of Warcraft, som en flugtvej fra motorvejen – World of Warcraft kan nærmere betegnes som en alternativ eller foretrukken vej, som viser andre dele af landskabet end motorvejen. I en terapeutisk sammenhæng kunne det være interessant at udforske hvad denne vej kan vise af  landskaber. Her handler det om at gå efter detaljerne i fortællingen, så der bliver tale om en rig beskrivelse, og Jakob kan demonstrere sine færdigheder inden for World of Warcraft.

Casen viser, at ved at fokusere på andre aspekter af livet end ’normen om nærhed’ kan man samtidig være med til at styrke og skabe relationer. Ved at blive interesseret i livet (hos Jakob igennem computerspil) åbnes samtidig døre til udvikling af nære relationer. Denne tilgang skal ikke ses som en snedig omvej til alligevel at skabe nære relationer til personen. De nære relationer som udspringer af interessen i livet kan derimod ses som en sidegevinst, og ikke som et projekt der er lykkedes for den snedige terapeut. Det er sidevejen (World of Warcraft) som er interessant at udforske. Det er her interessen til livet kan opstå. Det handler ikke om at køre ad sidevejen for at forsøge at komme på motorvejen igen, men turen ad sidevejen kan give muligheder for momentvise ture på motorvejen, hvis farten til tider bliver for tillokkende, som når Jakob giver andre gode råd til World of Warcraft.

En kritik af ovenstående tilgang kunne være, at Jakob jo stadig er ensom, selvom han får udfoldet andre aspekter af livet. Kritikken er berettiget. Vi kan ikke fjerne ensomheden ved at udfolde andre aspekter ved livet. ’Normen om nærhed’ findes allerede, og vi kan ikke eliminere den blot ved at fokusere på andre aspekter af livet. Det er således centralt, at problemhistorien (fortællingen om ensomhed) kan få lov til at udfolde sig og blive fortalt.

Vores pointe er imidlertid samtidig, at ’normen om nærhed’ kommer til at fylde mindre, når andre aspekter af livet udfoldes.

Konkluderende kan det siges, at formålet ikke er at underkende en smertefuld oplevelse af at savne nære relationer i hverdagen, men derimod at kaste lys over andre aspekter ved livet, som kan gøre personen interesseret i livet frem for at være tynget af en norm om nærhed.

Som perspektivering til artiklen vil vi afslutningsvis diskutere sociale relationer på nettet vs. relationer uden for nettet.

En rigtig relation

Mange (inklusive Jakob selv) vil sige, at Jakob ikke har rigtige relationer, når han spiller på nettet.

Når Jakob spiller World of Warcraft taler han med sine medspillere om spillet, men han taler også om mange andre ting. Der deles både glæder og sorger, mens spillet foregår. Jakob hører hvordan Caspers mor er irriterende for tiden, og Jakob fortæller, at hans onkel og tante lige er blevet skilt. Jakob får hjælp fra sine medspillere til praktiske ting som ligger ud over spillet – i casen er det hjælp til en tysk stil. Møderne i World of Warcraft er ikke tilfældige – der laves ofte aftaler om at mødes med andre spillere. Andre gange opstår relationerne tilfældigt.

På mange måder ligner Jakobs sociale liv i World of Warcraft det sociale liv andre har uden for nettet. Den afgørende forskel synes tilsyneladende at være, at der ikke er fysisk kontakt, når der er tale om online relationer.

Selvom vi her peger på, at online relationer ligner virkelige relationer i høj grad, så virker det naturligt, at relationer uden for nettet er at foretrække. Dét, at man ikke sidder fysisk sammen betyder tilsyneladende, at relationen er mindre værd.

Ligesom vi ikke advokerer for en ”kreativitetens kultur”, taler vi heller ikke for, at internetrelationer bør eller kan træde i stedet for fysiske relationer. Igen er formålet derimod at gøre opmærksom på, at der er tale om snævre normer for, hvad en ’rigtig relation’ er. Den snævre norm, som siger, at vi skal være fysisk sammen for at have et rigtigt og nært forhold kan virke begrænsende og skabe lidelse for en gruppe mennesker. Således diskrediterer Jakob sine internetbaserede relationer, fordi de, ifølge normen, ikke har den rette karakter. Hans selvfortælling bliver domineret af, at han ikke har venner i sin fysiske omgangskreds, hvilket betyder at gode oplevelser og successer på nettet ikke tillægges værdi.

I et narrativt terapiforløb kunne man undersøge normernes effekter på Jakobs liv. Her kunne det blive tydeligt at motorvejen (normen om nærhed) kan have en række fordele, men også nogle ulemper. I Jakobs liv kan ’normen om nærhed’ fx have haft den effekt, at han ikke gør det, han godt kan lide at gøre. En ellers fantastisk aften med World of Warcraft kan overskygges af normen om nærhed, så der i stedet bliver tale om en ’ensom aften’.

Referencer:

Heede, D. (2002): Det tomme menneske. København: Museum Tusculanums