– En mulig ressource at integrere i den narrative tilgang
Narrativt Forum PKR Nørrebro, juli 2011.
Af cand.psych Kruse-Andersen, H.K.
Abstract:
I denne artikel diskuteres en af de mulige konsekvenser af den narrative eksternaliseringsmetode. Det foreslås, at eksternaliseringen af altdominerende problematikker som f.eks. anoreksi kan medføre opståelsen af en form for eksistentielt tomrum, også kaldet “The Space of Not Knowing”. Den narrative metode kritiseres derefter for ikke at rumme noget tilstrækkeligt bud på, hvad personen skal stille op med dette tomrum, hvor den gamle identitetsfortælling er dekonstrueret, og en ny endnu ikke har set dagens lys. Idéen introduceres, at metoder fra andre terapeutiske tilgange kunne integreres i den narrative tilgang for at imødekomme denne problematik samt for at få adgang til de potentielle ressourcer og den alternative form for viden, som “The Space of Not Knowing” antages at rumme. Artiklen er skrevet på baggrund af specialet “Hvor er krop og emotion i narrativ terapi?”, skrevet i samarbejde med Anne Hermansen.
I puzzled if there might be such a space as ‘the space of not knowing’, and whether such a space might be either potentially valuable or even necessary rather than an empty space to be feared and dreaded.”
(Epston & King, 2010., s. 6)
Dette spørgsmål stillede den australske, Julie King, til en større forsamling under en workshop med en af stifterne af den narrative terapi, David Epston, i Melbourne i oktober 2009, og det ramte mig så dybt, at jeg måtte forfølge det hele det følgende år.
Julie har kæmpet med anoreksi igennem en stor del af sit liv, og nu kæmper hendes datter samme kamp. I sine terapeutiske mail-korrespondencer med David Epston, reflekterer hun over anoreksiens virke og alt det, som det – på godt som ondt – fører med sig at kæmpe imod den. ”The Space of Not Knowing” er en af de tanker, Julie har fået i den forbindelse.
Begrebet er rammende for den erfaring, at der hos mange mennesker, som kæmper med anoreksi, opstår et tomrum i kølvandet af en eksternalisering af anoreksien, idet anoreksien kan blive så dominerende i et menneskes liv, at den overtager hele personens identitet (Epston, Maisel & Borden, 2004).
En fascinerende tanke: At vi mennesker kan stå i et mentalt rum, hvor intet rigtigt er sikkert – ”Hvem er jeg?”, ”Hvad vil jeg”, ”Hvad kommer til at ske?” – og at dette rum kan give os adgang til erkendelser, som aldrig havde været os mulige, hvis vi havde befundet os i den form for mentalt rum, hvor alt har sin plads, og vi ikke stiller spørgsmålstegn ved tingenes tilstand.
Men hvor ofte befinder vi os da i et sådant rum, hvor intet er sikkert, og alt potentielt er muligt? Er det den slags rum, der også går under navne som ”eksistentiel krise” eller ”åbenhed for forandring”? Nogle mennesker befinder sig nok dagligt i det, mens andre for alt i verden undgår det.
Eksternaliseringen i den narrative terapi indebærer potentialet for at invitere mennesker ind i et sådant ”Space of not Knowing”. Dette fordi problemer og personlige egenskaber fraspaltes jeg’et og bliver til nogle udefrakommende størrelser, man kan betragte og handle i forhold til: ”Jeg er ikke en perfektionist, men perfektionismen taler nogle gange til mig og får mig til at handle sådan og sådan…”. Men når jeg ikke er deprimeret eller angst, en perfektionist, en neurotiker eller en anoretiker, hvad eller hvem er jeg så? Erkendelsen af, at jeg ikke er mine problemer, mine styrker eller svagheder, kan potentielt være så angstprovokerende, at det får grunden til at gynge under én. Hvordan tackler den narrative tilgang sådanne momenter?
For, at de mennesker, der kommer i narrativ terapi, skal føle, at de har en tryg eller sikker platform at stå på og tale fra, når de senere skal betragte deres problem, opbygger eller ”tykner” man alternative identitetsfortællinger (White, 2006; 2008).
Men hvad med de mennesker for hvem problemet fylder så meget, at de faktisk føler, at problemet er dem, og tages det fra dem, er de ”ingen”? Nogle problemer tillader simpelthen ikke, at andre historier eksisterer sideløbende med problemhistorien, og derfor må problemet først eksternaliseres, før en ny kan opbygges. En af de problematikker, hvor denne problemstilling ofte bliver aktuel, er anoreksi, fordi anoreksien kan blive så dominerende i et menneskes liv, at dennes identitet til sidst fuldstændigt overtages af anoreksien (Epston, Maisel & Borden, 2004). Derfor kan mange føle sig forvirrede, “tomme” og fortabte, når en eksternalisering af anoreksien lykkes (ibid.), for da melder spørgsmålet sig: “Hvem er jeg da?”.
”I wondered if an experience of emptiness rose up when there was any pause from anorexia’s unrelenting demands; was she then burdened with ‘not knowing’ what might replace all the time and space previously occupied by anorexia.” (Epston & King, 2010, s. 6)
Hvad stiller man op i den narrative terapi, når det ikke er muligt først at opbygge alternative fortællinger som et sikkert sted at stå, når man tager fat på de svære emner? Hvordan hjælpes klienten til at stå i ”The Space of not Knowing”?
Uden noget at støtte sig til kan ”The Space of not Knowing” være ulideligt at stå i:
”During my own battle over thirty years with anorexia and bulimia I experienced this ‘space of not knowing’ often, but for me it had seemed inseparable from a sense of destabilization, a feeling of terrifying emptiness and at times a foreboding of my own annihilation” (ibid., s.6).
Den narrative tilbyder ikke klienten nogen tilstrækkelig løsning eller metode til at ”stå i” og udholde denne destabiliserende og ulidelige tomhedsfornemmelse (Kruse-Andersen & Hermansen, 2010). Den umiddelbare tilskyndelse må derfor antages at være at gå tilbage til anoreksiens faste trygge rammer.
Den narrative tilgang ville givetvis udforske fornemmelsen af tomrum men med et fokus på at eksternalisere den og forholde sig til den udefra frem for at ”være i den”. Dette bud fandt vi mangelfuldt i det speciale, jeg i 2010 skrev i samarbejde med Anne Hermansen, hvorfor det var et af vores primære mål at undersøge muligheden for at integrere teori og metoder fra andre tilgange i den narrative tilgang for bl.a. at imødekomme denne problematik.
Dertil kan det endda tænkes, som Julie King i det indledende citat antydede, at det faktisk kan være givende og måske ligefrem nødvendigt at stå lidt i dette ”tomme rum” i stedet for at forhaste sig til igen at udfylde rummet med nye ”sandheder” og tanker og håb om fremtiden.
Narrativ terapi er i høj grad fremadrettet – fokuseret på at finde frem til værdier og drømme for fremtiden. Der lægges i den narrative litteratur ikke megen vægt på “bare at være” uden en eller anden historie udforskes eller konstrueres – en naturlig følge af en grundlæggende forståelse af, at vi som mennesker altid lever gennem historier (White & Epston, 1990). I Epston & Kings tekst (2010) antydes imidlertid en anden værensdimension, som er uden for historierne. Og adgangen til denne værensdimension og de mulige erkendelser heri går gennem kroppen.
Mange ”insidere” (personer, som har eller har haft anoreksi tæt inde på livet) har beskrevet en ”før-anoreksi-viden/fornemmelse/følelse”, en alternativ viden end den, anoreksien står for, som er nonverbal og kan mærkes i kroppen. Den beskrives også som en ”mavefornemmelse”, der er relationel i sin form og som en kvalitativt anderledes oplevelsesdimension end den sproglige; en nonverbal videns- og oplevelsesdimension af kropslig, affektiv og sansebaseret karakter (Epston et al, 2004).
Epston et al. (2004) har dog ikke nogen konkrete bud på, hvordan de kan hjælpe ”insidere” til at lytte til den viden, der er forbundet til denne oplevelsesdimension. I den narrative tilgang eksternaliseres kroppen lige som så meget andet (Kruse-Andersen & Hermansen, 2010). Eksternaliseringen af kroppen rummer imidlertid en fare for at udvikle et fremmedgjort forhold til kroppen frem for at skabe forbindelse til den (ibid.).
Vi foreslog i vores speciale, at en mulig måde at udfolde denne form for intuitiv viden kunne være at gå fænomenologisk til værks og undersøge de kropslige sansninger og fornemmelser for gennem den kropslige, oplevelsesbaserede udfoldelse at få adgang til kroppens fortællinger og de kropsligt funderede erkendelser og hen ad vejen få italesat de erfaringer og ressourcefyldte erindringer, denne viden er baseret på. Herigennem kan en inddragelse af kroppen og dens sansninger støtte udviklingen af en alternativ fortælling om personen og understøtte, at denne alternative viden er værd at lytte til, selv om den ikke er ”rationel”, ”verbaliseret” og ”intellektuel”.
En sådan tilgang kunne være mindfulnessbaseret terapi eller kropsterapeutiske metoder, som tilbyder en træning eller udvikling af kropsbevidsthed, idet dette kan bidrage til opbyggelse af evne til at være i kroppen, blive fortrolig med og udforske det ”nonverbale sprog”, som kropsfornemmelser og følelser udgør.
En krops- og oplevelsesorienteret tilgang såsom Babette Rothschilds (2004) kan bidrage med metoder til at være til stede i nuet med oplevelsen – en tilstedeværelse hvis potentielle værdi, Julie King reflekterer over i mailkorrespondencen med David Epston:
“The recognition that I was in a ‘not knowing ‘ space allowed me to rest there awhile because I had a reference point for my experience. I didn’t need to flee from it, just because it was initially uncomfortable. Now it was no longer terrifying. I wondered if such ‘not knowing’ spaces have been largely crowded out of our lives, deemed unacceptable and unproductive.“ (2010, s.10)
Tomheden kan, uanset hvor ubehageligt og svært det kan føles at være i den, være det rum, i hvilket nye eller glemte impulser og ønsker kan opstå, og nonverbal viden udfoldes.
Referencer:
Epston, D. & King, J. (2010). The Space of not Knowing. I: Unsuffering Myself and My Daughter: Udkast til en endnu ikke udgivet bog. Anvendt med tilladelse fra David Epston.
Epston, D., Maisel, R. & Borden, A. (2004). Biting the Hand that Starved You. Inspiring Resistance to Anorexia/Bulimia. New York: W.W. Norton & Company.
Kruse-Andersen, H. K. & Hermansen, A. (2010) Hvor er Krop og Emotion i Narrativ Terapi?
En teoretisk undersøgelse af muligheden for at inddrage kroppen som betydningsbærende og -dannende og emotionerne som handlings- og erkendelsesledende i narrativ terapi.
Københavns Universitet, Psykologisk Institut.
Rothschild, B. (2004). Kroppen Husker – Om krop og psyke i traumebehandling. Forlaget Klim.
White, M. & Epston, D. (1990). Narrative Means to Therapeutic Ends. New York: W.W. Norton & Company.
White, M. (2008). Kort over narrative landskaber. København: Hans Reitzels Forlag.
White, M. (2008a). At arbejde med mennesker, som lider under konsekvenserne af multible traumer: Et narrativt perspektiv. I: Denborough, D. (Ed.). Traumer, narrativ behandling af traumatiske oplevelser. s. 39-92. Dansk Psykologisk Forlag.
White, M. (2006a). Narrativ teori. København: Hans Reitzels Forlag.
White, M. (2006b). Narrativ praksis. København: Hans Reitzels Forlag.